Fritidsordningen: 

Skovdagens manifest

Skovdagens manifest

Vi går i skoven hver tirsdag i 2 timer. Det er et tilbud til FTO børn om at komme ud i naturen, sammen med os. Men det er også en pædagogisk målsætning, for i skoven ligger der meget læring gemt.

Kreativitet, læring, koncentration, fordybelse, fri – tid & stilhed.

Naturen giver bedre plads, frisk luft og lys, mindre støj, færre konflikter og stimulerer børns kreativitet.

Der er nogle oplevelser i naturen, man bare skal have som barn. Børn skal have lov til at få blå mærker og småskrammer, bygge huler og møde naturen i stort og småt. De skal prøve at brænde sig på en brændenælde, røre ved et dødt dyr, klatre højt op i et træ, dufte og smage på en svamp eller ligge på ryggen og se & høre træerne svaje. De skal udforske naturen og dens konstruktion, i naturen kan man lære en masse nye ting, fordi man selv laver regnskabet og dermed facit. Det udvikler børns kerne, deres fornemmelse af sig selv og det ruster dem til at vurdere og håndtere situationer i barndommen og senere i livet.

I naturen kan vi koble af, hér er vi ikke sat ind i en skemalagt hverdag eller koblet op på elektroniske medier og hele verden. Naturen giver hjernen et frirum, hvor vi på én gang kan arbejde med alle sanser og hvile de dele af hjernen, der ellers er med til at give os uro. Her er tid til ro, omtanke og fordybelse.

Naturen, med dens uforudsigelighed, kalder på børns åbne opmærksomhed. Det er netop hér, de kan gå ud for at lade batterierne op og stresse af.  Naturen har en ekstremt positiv effekt på børns kognition, dvs. deres indlæringsevne, opmærksomhed og intellektuelle færdigheder.

Når vi får mange oplevelser i naturen, får vi også et tættere forhold til naturen, og dermed et ønske om at passe godt på den. Vi bliver mindet om, at naturen er vores livsgrundlag, som forsyner os med frisk luft, rent vand, sunde fødevarer og muligheden for at leve og overleve sammen med millioner af andre arter og organismer.

Børn som får mange naturoplevelser, vokser op som brugere og beskyttere af naturen.

De får forståelsen af, at vi er en del af noget større og gensidigt afhængige heraf. Derfor ønsker vi at så mange børn som muligt og i så mange forskellige aldre deltager i skovturen om onsdagen, og vi opfordrer til at I lader jeres børn få den mulighed, også når de synes det er kedeligt. For i kedsomheden ligger fantasien, og fantasien er kilden til at kunne erobre livet.

 

Genveje til relevant information:

Fritidsafdelingen

Læs om vores overordnede værdigrundlag for fritidsafdelingen her

Skovdagens manifest

Kreativitet, læring, koncentration, fordybelse, fri – tid & stilhed når vi inddrager skoven og naturen i vores fritidspædagogik

FTO

Læs om fakta, værdigrundlag og hverdagen i vores FTO for bh. Klasse – 3. klasse 

Klub

Læs om fakta, værdigrundlag og hverdagen i vores klub for 4.-6. klasse 

Traditioner

Læs om vores mange skønne traditioner på Hareskovens Lilleskole

Ord på det gode børneliv

Læs hvilke ord, vi mener indfanger et godt børneliv er og læs mere om vores intentioner i pædagogikken

Trivsel

Læs om hvordan vi arbejder med trivsel på Hareskovens Lilleskole

Køb hls tøj

Her kan du købe flotte hættetrøjer, t-shirts og net med skolens logo