KLUBBEN
Klubben for 4. til 6. klasse
Klubben på HLS
Klubbens værdigrundlag:
- Vi ønsker at være en klub hvor børnenes ideer og initiativer former klubbens tilbud.
- Vi ønsker at være en klub hvor børnene er aktive, deltagende og ansvarstagende både i forhold til hinanden, til de aktiviteter de deltager i og i den praktiske del af klubbens liv.
- Vi ønsker at være en klub hvor man føler sig så tryg, at man kan sige sin mening og blive taget alvorligt og derved opleve, at man er en vigtig del af et fællesskab.
- Vi ønsker at være en klub hvor de voksne møder børnene ligeværdigt, hvor der altid er plads til en snak, og hvor børnene føler at de kan hente hjælp og støtte, samt at de føler sig hørt og forstået.
Klubbens pædagogiske projekt:
Klubben spiller en særlig rolle i det samlede skole- og fritidstilbud på vores skole. Det er mere relevant end nogensinde. Det er en del af en dannelsesproces og en progression for børnene, hvor de gennem deres skoleforløb oplever mere og mere ansvar, medbestemmelse, samt frihed og privilegier, understøttet af engagerede klubpædagoger, der kender børnene og målgruppen og kan skabe de rammer og muligheder, som børnene i mellemafdelingen har behov for og er motiverede for.

Fakta:
Klubben holder til i vores eget lokale, samt i “Den grønne ged” i den gamle bygning.
Der er mellem 66 og 88 børn i klubben, alt efter om der er dobbeltklasser i MA. Der er to voksne normeret til klubben. Lenka er den gennemgående klub voksne og så er der koblet skiftende voksne på i løbet af ugen.
Klubbens åbningstid er kl. 13-15.30. Har man behov for pasning efter kl. 15.30, er man velkommen i FTO, der har åbent til kl. 17.
Børnene begynder i klubben, når de starter i 4. klasse.
Klubben har lukket i samtlige skoleferier og lukkedage. Man har dog mulighed for at komme i SOMMERFTO i ugen efter sommerferien, hvor man skal til at starte i 4. klasse.
Der gives ikke statstilskud til klubdrift. Derfor skal klubbens økonomi bære sig selv.
Klubben serverer eftermiddagsmad til børnene. Der er afsat 25 kr. pr. måned til formiddagsmad, samt mad i klubben.
Når man går i klub er man ALTID velkommen udenfor i FTO, og børnene er derfor også velkomne på alle de værksteder FTO’en tilbyder.
Man kan se hvad der sker i klubben hver dag på aktivitetstavlen i “Den grønne ged”. Derudover har vi en månedskalender med aktiviteter, der bliver hængt op i klubben, samt lagt ud til jer forældre og til børnene på forsiden af intra, hver måned.

Brobygning fra FTO til klubliv:
Vi ved at selvom børnene har en rigtig god fornemmelse af hvad det vil sige at gå i klub og kender de voksne rigtigt godt, så er der behov for information og indkøring til klubben. Vi har god erfaring med at lave et eller to møder med klassen i foråret, hvor der kommer repræsentanter fra mellemafdelingen med og hvor vi informerer om klubben og der kan blive spurgt om stort og småt. Derudover holder vi et forældremøde med jer forældre i foråret, hvor vi ligeledes informerer og giver plads til spørgsmål.
Besøgsdage: Overgangsaktiviteter er også en god måde at skabe tryghed i overgangen. Det er typisk nogle af de klassiske aktiviteter vi byder på, på besøgsdage for 3. klasserne. I forbindelse med dette taler vi også med 4.-6. klasse om hvordan man byder velkommen til klubben og hjælper de nye med at finde sig til rette.

Klubudvalg:
Klubben har et forældreudvalg “Klubudvalget”. Det består af minimum én forældrerepræsentant fra hver klasse, samt medarbejdere fra klubben.
Formålet med klubudvalget er at skabe dialog mellem forældre og klubbens personale, således at man sikrer en viden ud i klasserne om hvad klubben står for, samt hvad der foregår i klubben, samt hvilke aktiviteter der er behov for at rekruttere forældrehjælpere til (f.eks. sommerfest, julefest og klassernes bolcheværksted). Derudover er der mulighed for at diskutere forskellige temaer forbundet med klubpædagogik.
Forældrene er talerør for klubben på forældremøderne og kan også tage relevante temaer med tilbage til udvalget.
Der er 3 møder om året i klubudvalget af halvanden times varighed.
Børnenes stemmer:
Klubpersonalet deltager i mellemafdelingens morgensamlinger med jævne mellemrum, hvor der er information fra klubben på dagsorden. Derudover skaber vi rum for dialog i skoletid med klasserne i mellemafdelingen ved at bringe forskellige relevante temaer for klubben op til dialog og når vi ønsker at skabe et mere formelt rum for medbestemmelse og høring. Formålet med disse samtaler i klasserne, er at skabe et konkret rum for medbestemmelse, hvor børnene kan opleve at blive taget alvorligt, lyttet til og hvor de reelt kan forandre noget, de ønsker skal være anderledes.
Vi lytter altid til børnene løbende og forsøger at inddrage dem så meget som muligt i deres klub hverdag, men klassedialogen er helt tydeligt et sted, hvor børnene mærker tydeligere, at de har en mulighed for at påvirke og bestemme.
Aktiviteter i klubben:
Ugentlige aktiviteter:
Madværksted: Et fast ugentligt værksted, hvor det er børnene, der er i køkkenet og selv beslutter, hvad der skal serveres. Hver den sidste mandag i måneden har vi mandagsdisk, hvor vi fyrer op for god musik og nachos.
Krea værksted: Der tilbydes en bred vifte af muligheder og gerne projekter der forbinder sig til årstiden. I år er der blevet syet flotte tasker, lavet collager, malet malerier til klubben, lavet personlige scrapbøger, afholdt et forløb med tegneserietegning, og meget meget mere.
Band og jam onsdage: Vores musikkyndige voksne går i musiklokalet hver onsdag, hvor klubben, samt 3. klasses børn, kan komme og jamme eller kan melde deres band til en øve tid.
Varierende aktiviteter: Vi har en dag hvor vi kan variere aktiviteterne. Vi har for eksempel brætspilsdage/turneringer, julekalenderværksted i oktober og november, fælles kreadage med FTO, basketturneringer, rundboldkampe, træværksted, eller hvad børnene nu har af forslag og ønsker.
Spillecafé og smoothies fredage: Ugen afsluttes med en hyggelig dag, hvor klubpersonalet faciliterer spillecafé. Dette er fællesskabende spil, f.eks. Minecraft værksted, Danse Wii, Nintendo Switch og de gamle Playstation spil. Der skabes også rammer for brætspilscafé i “Den grønne ged”. Dette kombineres altid med en smoothie, som børnene selv laver og elsker.
Klubbens lokaler:
Vi er så heldige at vi har vores egne klublokaler med både aktivitetsrum, café med køkken og ofte gør vi også brug af FTO´ens rum, til leg, fordybelse i store brætspil og til at hygge sig med vennerne i roligere rammer.
Vi har i skoleåret 24/25 fået shinet klubben gevaldigt op og lavet om på indretningen, således at det inviterer til en større grad af samvær på tværs, flere muligheder for at sidde i grupper og spille spil og mere rolig adfærd.
Børnene har i klubtid også mulighed for at benytte rytmiksalen, musiklokalerne og selvfølgelig udendørs området.
Årlige aktiviteter:
Bolcheværksted i januar / februar: Der planlægges med et bolcheværksted pr. klasse og det er et stort tilløbsstykke. Vi har altid behov for en forældrehjælper fra hver klasse til dette værksted.
Klubaftener afholdes der 4 af om året i de mørke måneder, hvor der er åbent i klubben fra kl. 13 til kl. 19. Der laves aftensmad sammen med børnene og der vælges et tema eller aktiviteter i samarbejde med børnene.
Klubfester: Klubben har en årlig julefest i december og en årlig sommerfest i forsommeren.
Julefesten er en dag med juleklip, julebanko med præmier, flæskestegssandwich og ris á la mande. Aftenen sluttes af med at se den mest populære af årets julekalendere. Festen og aktiviteterne er fra kl. 13 og frem til klokken 20.
Sommerfesten er en farvelfest til 6. klasse, hvor alle fra klubben er inviteret. Børnene planlægger selv indholdet, klubudvalget og personalet i klubben organiserer festen. Der er ingen betaling eller tilmelding til festen, da vi oplever at de fleste børn altid kommer. Festen foregår frem til kl. 20 og man kan være i klubben hele dagen, hvor der laves fælles aktiviteter.

Hverdagens bøn:
Det vigtigste for børnene i klubben er at deres venner er der og for at vi kan skabe en god sandsynlighed for det, så har vi haft stor succes med at I som forældre laver den aftale i klasserne, at børnene bliver i klubben til kl. 15. Erfaringen viser, at jo længere I er i stand til at holde fast som samlet forældregruppe i den hensigt og ramme, jo flere børn bliver i klubben. Derfor opfordrer vi meget til jeres opbakning omkring dette.
Medlemmer af klubudvalget 23/24:
4. kl.: Marie (Cornelius), Kamilla (Nohr)
5.A: Jens (Hjalte), Laura (Theodor), Oskar (Vigga), Natasha (Balder), Brian (Bolette)
5.Æ: Anders (Bella) & Maja (Millie)
6. kl.: Kirsten (Andrea)
Har man spørgsmål, er man meget velkommen til at skrive til klubbens personale eller henvende sig til klubudvalget.
Mobiltelefonpolitik:
Vi har den politik, at man ikke bruger sin telefon i klubben. Telefonen skal allerhelst blive derhjemme, men hvis den er med skal den blive i tasken i garderoben eller anbringes i klubbens telefonskab. Ser vi telefonerne i brug, inddrager vi dem med det samme og man kan få dem når man går hjem.
Skal man i kontakt med sit barn, så kan man altid ringe på FTO telefonen.
Om fredagen har vi spillecafé, hvor vi åbner for Nintendo Switch, Minecraft værksted eller lignende. De spil vi spiller er multiplayerspil og altid tænkt som fællesskabende aktiviteter for flere børn.
Skærm og at kunne game derhjemme, er udover at ens venner ikke er i klubben, den næststørste faktor for, at flere vælger at gå hjem.
Vi vælger på trods af dette at holde fast i at vi ikke bare slipper telefoner og skærme løs, da vi tror på at det er vigtigt, at børnene kan have rum i deres hverdag, hvor de kan være i uforstyrrede relationer og andre typer af dejlige gammeldags aktiviteter.
Genveje til relevant information:
Fritidsafdelingen
Læs om vores overordnede værdigrundlag for fritidsafdelingen her
Skovdagens manifest
Kreativitet, læring, koncentration, fordybelse, fri – tid & stilhed når vi inddrager skoven og naturen i vores fritidspædagogik
FTO
Læs om fakta, værdigrundlag og hverdagen i vores FTO for bh. Klasse – 3. klasse
Klub
Læs om fakta, værdigrundlag og hverdagen i vores klub for 4.-6. klasse
Traditioner
Læs om vores mange skønne traditioner på Hareskovens Lilleskole
Ord på det gode børneliv
Læs hvilke ord, vi mener indfanger et godt børneliv er og læs mere om vores intentioner i pædagogikken
Trivsel
Læs om hvordan vi arbejder med trivsel på Hareskovens Lilleskole
Køb hls tøj
Her kan du købe flotte hættetrøjer, t-shirts og net med skolens logo