Åben børnegennemgang

En fælles orientering om de enkelte børn til hele forældregruppen

Én gang om året inviterer klasselærerne i bh. – 4.klasse forældrene til fælles, åben børnegennemgang. Børnegennemgangen afholdes som 2 aftenmøder. Alle børnene bliver gennemgået enkeltvis og alle forældre i klassen deltager begge aftener. Til stede ved møderne er klasselæreren og i de små klasser også en fto-medarbejder. Faglærere kan deltage, men har som regel givet deres bud på de enkelte børn skriftligt.

På mødet gennemgås elevernes standpunkt og udvikling inden for:

  • Faglige kompetencer
  • Sociale/personlige  kompetencer
  • Musisk/kreative kompetencer

For elever med særlige vanskeligheder, fx elever der er i kontakt med skolepsykolog, talepædagog eller andet i tilknytning til PPR (pædagogisk/psykologisk rådgivning) gælder det, at det først bliver aftalt med forældrene, hvad der skal omtales, så læreren ikke overskrider sin tavshedspligt eller sætter forældrene i en ubehagelig situation. Det er klasselærers ansvar forud for åben børnegennemgang at tage initiativ til den forventningsafstemning.

 

Hvorfor gør vi det?

Vores pædagogiske praksis bygger på en høj grad af forældredialog samt en fælles forpligtelse i fællesskabet.

En klasse består af cirka 22 individuelle elever, som ud fra de evner og potentialer, de er givet fra fødslen, skal udvikle sig personligt og i fællesskabet. Hvis forældrene skal kunne støtte barnet i dets udvikling, må forældrene nødvendigvis have indsigt i, hvad der påvirker barnet  – og på hvilken måde.

Den åbne børnegennemgang skaber et forum, hvor forældrene får indsigt i, hvordan de andre i klassen agerer. Forældrene får mulighed for at se sit eget barn i en større helhed og få indsigt i det fællesskab, hvor barnet indgår til hverdag. Den åbne børnegennemgang giver også mulighed for erfaringsudveksling forældrene imellem i trygge, indforståede rammer. Forældrene hører hvad andre forældre i lignende situationer har prøvet, og alle får mulighed for at aftale særlige tiltag for flere end ens eget barn. Det kan fx være lektiegrupper, legegrupper, særlige aktiviteter, der tilgodeser behov, som er kommet frem i forbindelse med den åbne børnegennemgang.

Alle børn er afhængige af fællesskabet for at udvikle sig, og derfor er udgangspunktet, at vi med fælles viden om børnenes styrker og udfordringer har gode betingelser for at styrke et fællesskab med plads til forskellighed, og hvor alle har plads, kan udvikle sig og trives.

 

Hvordan virker det?

Som skole tager vi ansvar for at rammesætte møderne på en tryghedsskabende måde. Det er vores oplevelse,  når forældrene har vænnet sig til formen og føler sig trygge ved den, at den er til stor glæde og nytte. Den skaber simpelthen et bedre overblik for forældrene, og de kan bedre følge med i og forstå deres eget barns hverdag.

Vi erstatter den åbne børnegennemgang med mere traditionelle forældresamtaler, når vi når 5. klasse. Her stiger behovet for en individuel vejledning og orientering til forældrene, og der bliver mere behov for en generel snak om emner, der har relevans for hele børnegruppen. Forældresamtalerne suppleres med trivselsmøder i de ældre klasser efter behov.

Genveje til relevant information:

Bestyrelsen

Læs om bestyrelsesarbejdet, se hvem der er medlem, forretningsordenen mm. 

Forældresamarbejdet

Vi laver skole i fællesskab, læs mere om roller og forventninger her. 

Forældreudvalg

Som forældre er der forskellige udvalg i kan tage del i. På klasse og skole plan. 

Åben børnegennemgang

Hvorfor gør vi det, og hvordan virker det?

Ferie og fridage

Hold ferie når skolen er lukket, se oversigt over ferie og fridage her. 

Støtteforeningen

Vores støtteforening støtter skolen. Læs mere om foreningen her.