Vores mantra:
“Du kan, du vil, du tør i hvert fald prøve!”
Projekt- og værkstedsundervisning
Det er når vi arbejder med hænderne og kroppen, at det kreative og musiske vokser frem. I spændingsfeltet mellem indtryk og udtryk, hvor opdagelserne og aha-oplevelserne ligger gemt, kan vi pludselig glemme tid og sted. Når vi arbejder med kreative processer, brydes grænser, vi kan undersøge, eksperimentere, få kendskab til materialer, medier og teknik, lege og afprøve, erfare, undres og skabe. Projekt- og værkstedsarbejde er altid knyttet til et fagligt forløb.
Kreative processer som en social erfaring:
Når vi arbejder med materialer og aktiviteter som papir, tegning, snitte, trykke, farver, male, stof, syning, ler, formgivning, træ mm., så arbejder vi med sprog og udtryksformer. Vi kalder det billedsprog, formsprog osv. Når børnene får adgang til en brede vifte af redskaber og teknikker til at kommunikere tanker, idéer, følelser og fantasi ud til hinanden, forældrene og alle mulige andre, får de mulighed for at udtrykke sig i mange forskellige sprog, ikke kun det, der tales og skrives.
Børnene lærer at formidle deres færdigheder og erfaringer, oplevelser og indtryk på mange kreative måder – og de møder oplagte samarbejdsmuligheder undervejs: Fælles udsmykning af skolen, scenografi til teaterstykker, en fælles udstilling i afdelingen, når børnene videregiver deres viden i forbindelse med afslutninger på emner/projekter.
Kreative processer som faglige kundskaber:
Børnene får erfaringer med at anvende grundlæggende teknikker i mødet med materialer. De tilegner sig viden og erfaring med materialernes egenskaber, oprindelse og anvendelsesmuligheder. De får værktøjskendskab, så de kan vælge det rette værktøj, de har brug for i en given opgave og med hensyn til det, udtryk, de ønsker at skabe. Vi tilstræber, at børnene lærer det ”rigtige” værktøj at kende – det rigtige værktøj er som bekendt det halve arbejde!
Musiske, kreative kundskaber:
Det er ikke fagene eller emnerne i sig selv, der er musiske eller kreative. Arbejdet med sociale og faglige kundskaber, som beskrevet ovenfor, er fundamentet – alfabetet – de forskellige sprog, vi kan udtrykke os i. Det musiske og det kreative opstår først efter lang tids fordybelse, når det grundlæggende er ved at blive automatiseret, når der opstår et samspil imellem de forskellige dele.
Vi taler om musikalitet og komposition i et billede, en skulptur, et digt, en figur mm., det færdige udtryk afspejler processen, om processen har været præget af musikalitet og samspil, flow eller mangel på samme.
Ved at fantasere opstår muligheden for forandring, fantasien er en følelsesmæssig oplevelsesmåde, som vi bruger til at forstå og bearbejde den verden, der omgiver os. Arbejdet i spændingsfeltet mellem indtryk og udtryk er at se og sanse ting på nye måder. Det første trin i processen er, at overveje et problem. Af fantasien og sansningen springer kreativiteten. Kreativiteten viser sig i udtrykket, om det er en gengivelse – en kopi, eller der er tale om improvisation, ny tænkning, at bryde koden, se andre veje og nye muligheder, at skabe.
Det musiske, kreative er frugten af mange anstrengelser, mange forsøg, nederlag, opmuntringer og succes’er. Det er langt fra alle børn, der efter et 10-årigt skoleforløb når dette niveau, men ved at de har arbejdet hen i mod dette mål, og har arbejdet med at udtrykke sig på mange forskellige måder, er de bedre funderet og har store chancer for senere at løse en opgave eller et problem på en musisk, kreativ måde.
Læs mere om vores undervisning:
Lilleafdelingen
Læs om dagligdagen, projekter, fagdeling, lejrskole og meget mere
Mellemafdelingen
Læs om dagligdagen, projekter, fagdeling, lejrskole og meget mere
Overbygningen
Læs om dagligdagen, afgang og terminsprøver, uddannelsesvejledning mm.
Projekt- & værkstedsundervisning
Læs om kreative processer og social erfaring
Ringetider
Se oversigt over skolens ringetider her
Evaluering
Læs om vores evalueringskultur her
Inklusion og specialundervisning
Læs om vores tilgang til specialundervisning